Jeg er mægtig begejstret for Ditte Ingemann fra The Food Clubs fine salatkogebog, Salater fra The Food Club, og vi har allerede prøvet en del af dem herhjemme med stor succes. Senest var det en nudelsalat med edamamebønner, agurk og peanuts, der blev tilbehør til mandagens ørred (der bare fik en tur i ovnen med salt, peber og citron).
NUDELSALAT MED EDAMAMEBØNNER – 4 personer, som tilbehør
150 g boghvedenudler (vi brugte fuldkorns)
200 g bælgede edamamebønner (fås som frostvare)
1/2 agurk
1 bdt koriander
4 spsk saltede peanuts
DRESSING
2 tsk mørk sesamolie
1 spsk limesaft
1 tsk fiskesauce
1 tsk jordnøddeolie
1 tsk soja
4-6 tørrede limeblade (kan købes i asiatiske butikker)
- Bring en gryde med letsaltet vand i kog, tilsæt nudlerne og lad dem koge i ca. 8-10 minutter, eller indtil de er møre. Si vandet fra, og køl nudlerne af.
- Hæld en smule kogende vand over edamamebønnerne og lad dem stå et par minutter.
- Skær agurken i lange, tynde strimler og hak koriander og peanuts groft.
- Bland ingredienserne til dressingen sammen. Hak limeblade meget fint og kom dem i dressingen.
- Vend de afkølede nudler med agurk, edamamebønner og dressing og drys til sidst med peanuts og koriander.
Efter arbejde i dag, skal jeg ud at spise med mine kollegaer og fejre at det er lillefredag (og fridag i morgen) og herefter venter en weekend, der byder på fødselsdag i pigekollektivet og en tur til Sverige. Glæder mig!
God torsdag fine mennesker :)